Pinsebevægelsen blev dannet i starten omkring århundredeskiftet. Der var mange frikirkelige bevægelser i den angelsaksiske verden, som var meget optaget af at modernisere kristendommen og få den til at passe med Det Nye Testamente. Man ønskede at lave en trosretning, som var ligesom urkirken,  så Helligånden igen skulle være en stor del af menigheden. I 1902 blev der sendt tusindvis af bedekort ud i Amerika og England, hvorpå der f.eks. stod: "Vil du gøre det til dit daglige emne for bøn, indtil svaret kommer: Herre, send os en vækkelse og lad den begynde hos mig selv, i Jesu navn. Amen?" Rundt omkring i verden dukkede der flere og flere begejstrede vækkelsesgrupper op, især i Wales gik det hurtigt. Der havde minearbejderen Evan Roberts været med i en gruppe, som havde været samlet hver aften i tre uger til bøn, og de var henrykte over, at alle begyndte at prise Gud. Roberts gik i gang med at forkynde i England. Han havde en stor effekt på bevægelsens udbredelse, for fra efteråret 1904 til marts 1905 kom omkring 100.000 med i pinsebevægelsen. Prædikerne trængte stærkt ind på følelserne, og målet var at få folk til at føle skyld på grund af deres samvittighed. Det gav da også gode resultater. Værtshuse blev lukket, stjålne ting og sager blev tilbageleveret, og folk bandede og svor ikke mere. Bevægelsens store gennembrud kom den 9. april 1906, hvor en negerdreng ved et møde pludselig begyndte at "tale i tunger". Helligheden var kommet over ham. Perioden derefter var fuld af en masse tilfælde af tungetale, helbredelser og profetier. Pinsebevægelsen fik hurtigt sin egen avis, The Apostolic Faith, og voksede sig større og større med mange prædikanter, som følte, at den almindelige kirke var "tørret ud". Det var gennem sådan en prædikant, den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt (1862-1940), bevægelsen kom til og spredte sig i Skandinavien. Den blev hurtig stor i Sverige og Norge, hvor der stod stærke ledere i spidsen. Til gengæld blev bevægelsen ikke det helt store i Danmark, førend den kendte skuespillerinde Anna Larssen (1875-1955) mødte Barratt i årene mellem 1907-09 og oplevede åndsdåben, hvorefter hun opgav sin karriere. Anna Larssen blev sammen med sin mand, løjtnant Sigurd Bjørner, som hun blev gift med i 1912, Pinsebevægelsens mest ivrige forkynder. I 1919 blev ægteparret døbt igen, og bagefter stiftede de "Evangelieforsamlingen" med ca. 150 medlemmer. To år efter stiftelsen opløstes bevægelsen, da der var uenigheder om, hvorvidt det var nødvendigt at have oplevet tungetale for at lede forsamlingen. For at kunne tungetale skal man være åndsdøbt. Første punkt i det er, at man skal komme til et nulpunkt i sit forhold til Gud, så man ikke har mere egoisme tilbage i sig. Andet punkt er herefter at bekende sin tro og blive døbt. Dåben er en omvendelsesdåb, som sker, når man er voksen. En barnedåb er ikke en omvendelsesdåb, da det nye liv, som man får som et renset og usyndigt mennesker efter dåben, kræver, at man tror. Selve dåben er ligesom i mange andre trosretninger, hvor